Filiformkorrosion
Filiformkorrosion (trådformet korrosion) er en variant af spaltekorrosion, der forekommer under tynde overfladebehandlinger af metal, og hvor korrosionsprodukterne danner trådlignende mønstre i belægningen. Overfladebehandlet valset aluminium baseret på genbrugsaluminium kan være særligt udsat, fordi genbrugsmaterialet kan indeholde intermetalliske partikler af fx jern, silicium og kobber. Der findes standardiserede testmetoder til at vurdere overfladebehandlingers evne til at modstå filiformkorrosion på stål og aluminium.