Gulvflise
En kvadratisk eller rektangulær flise af brændt ler eller sten beregnet til gulvbelægning. De er ret tykke for at kunne modstå belastningerne. Fra middelalderen kendes gulvfliser af lertøj med reliefmønstre, og senere blev glasuren som regel den eneste pryd. Ofte er gulvfliser i to forskellige farver lagt skiftevis, men mere komplicerede mønstre og flere farver kan forekomme. Gamle stenfliser har kun den ene side planslebet. Blandt de anvendte stenarter kan nævnes forskellige slags kalksten og marmor.