Indflytningsrapport
En indflytningsrapport beskriver et lejemåls tilstand på det tidspunkt, hvor lejeren overtager boligen, og udarbejdes som led i et indflytningssyn. Rapporten fungerer som dokumentation ved fraflytning, idet den fastlægger, i hvilken stand lejligheden blev overtaget, og dermed hvad lejeren kan gøres ansvarlig for. Der er ingen formkrav i lejeloven til rapportens udformning, men det anbefales at gennemgå hele lejemålet systematisk. Udlejere, der ejer mere end ét lejemål, er forpligtede til at indkalde til indflytningssyn og udfærdige en rapport.