Lås

Det ældste låsetøj er ganske enkelt en bom, der skydes for døren og ind i et bomhul i muren, så dørbladet ikke kan åbnes. Ulempen er, at døren ikke kan låses op udefra. For at løse dette anbragte man en skyder af træ på dørbladet, som kunne gå ind i et hul i dørkarmen, og gennem et hul i dørbladet kunne en hage, der passede til en tap eller et fremspring på skyderen, stikkes ind, så man kunne drive skyderen frem og tilbage. I middelalderen var trælåse ganske udbredte herhjemme, og enkelte er endnu bevaret på Lyø i det sydfynske øhav og på Færøerne. I en låsekasse ved siden af dørbladet er en rigel indstukket, som går ud foran dørbladet og blokeres af nedfaldende tapper, der passer ind i huller i rigelen. Som nøgle bruges et træstykke med tapper svarende til de nedfaldne stifter. Når nøglen føres ind i låsen og presses op, løfter den tapperne, så rigelen frigøres og kan trækkes ud. Allerede i oldtiden havde man dog opdaget, at det var langt lettere med en metalrigel, der kunne trækkes tilbage ved at dreje en nøgle med kam, stukket ind gennem et nøglehul, så den greb fat i en tap på rigelen og tvang den tilbage. Romerne havde nøgler og låse af bronze. Med tiden blev både rigel og nøgler stadigt mere komplicerede, og man udviklede låse med fjedre bag rigelen, som skubbede den frem igen, når nøglen var taget ud. I senmiddelalderen, renæssancen og barokken udviklede låsene sig til meget indviklede mekanismer, der kunne være op til en halv meter lange og 20-30 cm høje. Til nogle hørte flere nøgler, og de var pragtfuldt udsmykkede med filede og udhuggede mønstre, gravering og forgyldning. Alle låse sad udenpå dørbladet, og velhavende rejsende medbragte deres egen rejselås, som skruedes fast på døren, hvor de overnattede. I barokken dukker kasselåsene op, hvor låsetøj, oplukningsmekanisme og håndtag kombineres i en kasse, der placeres i en udskæring i dørbladets kant. Til at begynde med ragede den lidt ud på den ene side, men snart blev hele mekanismen rummet inden i udskæringen, og med forbedret teknik kunne man nøjes med at udstemme et stykke i midten af dørbladets ramme og skyde låsetøjet ind. Ud over de faste dørlåse har man hængelåse, der sættes gennem en øsken på dørkarmen og en på dørfløjen. Hængelåsen består af et låsehus med mekanisme og en låsebøjle, som vippes ned i kassen. Se også klinkefald. Beslaget udenpå dørlåsene kaldes låseblik og nøgleskilte, som kan være smukt udformede med graverede mønstre og eventuelt udtungede kanter. De simplere er af jern, de finere af messing. Fallen er den bevægelige, fjederbelastede del i dørlåsen, der holder dørbladet ind mod karmen, når døren er lukket. Fallen er skråt afskåret, så den kan glide forbi slutblikket uden væsentlig modstand, når døren lukkes, og den er forbundet med dørhåndtaget, så døren kan åbnes. I visse tilfælde kan fallen erstatte rigelen og blokeres ved hjælp af låsen. Slutblikket er det metalbeslag, der er fastgjort til dørkarmen med udstansede huller, som fastholder dørlåsens falle og rigel. Den moderne lås er cylinderlåsen og syvtil-holderlåsen. Begge typer bygger på det ældgamle princip med nedfaldende stifter eller tapper, der passer til nøglen.