Martin Nyrops rådhus i København

Naturalistiske dekorationer optræder rigeligt, og danske såvel som italienske påvirkninger står side om side. Omkring 1900 opstår art nouveau-bevægelsen, der benytter stilelementer fra naturen i sin arkitektur. Art nouveau og jugendstilen, der udspringer heraf, vinder dog ikke mange tilhængere blandt danske arkitekter. Nybarokken fra 1915-1930 markerer en periode, hvor arkitekturen i højere grad omfatter boligen. Nyklassicismen bliver en væsentlig faktor i udviklingen af etagehuset, og gårdene udformes som store, parklignende arealer. I kølvandet på den generelle radikalisme efter Første Verdenskrig udgives Kritisk Revy, som i 1926-28 fejer nyklassicismen til side. Arkitekterne drømmer ikke længere om at forme husene udefra, men tager med udgangspunkt i en social holdning afsæt i boligens enkelte funktioner og behov. Introduktionen af en egentlig byggeindustri medfører, at mursten og træ afløses af beton og jern. Med funktionalismen følger et opbrud med den traditionelle bydannelse: gadebegrebet opløses, og husene placeres i parker orienteret efter lys og luft. Den traditionelle blanding af funktioner erstattes af adskilte områder til industri, boliger, institutioner m.v. Funktionalismen glider som stilart gradvist over i modernismen i slutningen af 1950'erne. Byggeindustrien udvikler sig kraftigt, og fra 1960-70 opføres store, ensartede boligområder ved hjælp af industrialiseret byggeri. Perioden 1970-80 præges af recessionen, der bremser den hurtige udbygning af byerne, og samtidig finder et opgør sted med de store enheder i byggeriet. Resultatet bliver det tæt-lave byggeri, hvor boligområderne får en mere menneskelig skala.