Stukkering

Beklædning af vægge, lofter m.m. med stukmasse. Gammel stuk er pålagt i flere lag over en bærende grund af påsømmede, flækkede vidjer med den runde side mod væggen eller loftet, så der dannes svalehaler mellem vidjerne. Når stukken presses ind heri, sidder den fast. Senere blev også tagrør anvendt. Det inderste lag består af en grov mørtel, lerblandet og med grus, og ofte er der tillige indæltet dyrehår eller plantefibrer. Lagene gøres gradvis finere og tyndere, og det yderste er den fineste, hvide kalkmørtel, ikke sjældent tilsat hvidt marmorstøv for at opnå en smuk overflade. I nyere tid er der typisk tilsat gips i stukken, og den er sjældent påført i lige så mange lag, ligesom de grove underlag er opgivet, hvilket har forringet holdbarheden betragteligt. Stuk egner sig til modellering og støbning i form, og der er bevaret adskillige pragtfulde stuklofter og -vægge fra barok, rokoko og klassicisme samt senere. Fra renæssancen er der derimod kun bevaret ganske lidt herhjemme. Stukkatørarbejdet kaldtes i ældre tid dønnikearbejde.