Termoruder
Termoruder er som regel opbygget af to lag glas adskilt af et luftmellemrum, men fremstilles også med tre eller fire glaslag. Glassene limes på et afstandsprofil af aluminium, rustfrit stål, plast eller kompositmaterialer, og profilet indeholder et fugtabsorberende middel. For at mindske varmetabet kan luften mellem glaslagene erstattes med argon eller krypton, som er ugiftige gasarter fra atmosfæren.