Træ

De træsorter, der i ældre tid mest anvendtes i husbyggeri, var eg og fyr. Eg er et langsomt voksende træ med et overordentlig holdbart ved, der efter lagring arbejder og svinder ganske lidt. Det blæsende, meget omskiftelige danske klima, som egen er vokset op under, har gjort veddet både sejgt og hårdt, og dansk eg er i en klasse for sig på verdensplan. Allerede i middelalderen var der betydelig eksport af dansk egetømmer til lande, der også selv havde eg. Det danske tømmer blev indsat på de mest udsatte steder, mens landenes eget tømmer brugtes, hvor belastningen var mindre. Eg er dog ofte ret krogvokset, og det har til tider gjort det vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt store, lige stykker til bygningskonstruktioner. Det er en af grundene til, at man ofte finder krumvokset tømmer i gamle huse. Dertil kommer, at krumvokset tømmer ofte er stærkere end lige tømmer, og det egner sig bl.a. godt til skråstillede dele som stormbånd og andre stivere. Eg har kærne- og splintved; sidstnævnte har normalt ikke fundet anvendelse, da det er blødt og let angribes af gnaveinsekter. Ellers giver egens høje indhold af garvesyre en fremragende beskyttelse: så længe garvesyren er intakt, angribes kærneveddet kun af egens borebille, men kalkning af egetømmer kan neutralisere garvesyren. Eg er i særlig grad blevet brugt til de ydre konstruktioner i bindingsværkshuse samt til tider til loftsbjælker og gulvplanker, til døre, panelværk o.s.v. Allerede i renæssancen var fyr det mest anvendte træ til f.eks. lofter og gulve. I starten var vi selv leveringsdygtige, men rovhugst ødelagde de danske fyrreskovsområder, og snart måtte man importere fra bl.a. Kalmar samt østersøhavnene i Tyskland, Polen og Baltikum. Man kaldte under ét tømmeret fra denne del af Østersøen for pommersk fyr, selv om det kunne stamme dybt inde fra Galiziens skove og være flødet ad floderne ned til østersøkysten. Kalmarfyr er ved fra gamle træer, rig på harpiks og derfor meget holdbart. Det har tydelige årer, kan leveres i store lige længder og er sejgt og smidigt. Den pommerske fyr forekom tidligere i enormt store dimensioner med rigelig kærnetræ, der gav store firkantede bjælker; veddet har brede årringe, der kan nå op mod en halv snes centimeter. Det er både sejgt og hårdt og har en del store, langagtige knaster. Et minus ved pommersk fyr var en tilbøjelighed til revnedannelse, uden at styrken dog blev påvirket. Det bør tilføjes, at både kalmarfyr og pommersk fyr stammer fra de store urskovsområder. Det var kæmpetræer af høj alder, og de findes ikke længere. Elmetræ, der er tungt og hårdt, er i et vist omfang brugt i huse. Hasselkæppe og pilevidjer indgår i fletværket i lerklinede bindingsværkstavl. Elletræ er undertiden anvendt på særligt fugtudsatte steder, f.eks. som fodremme i fugtigt beliggende huse. Det er ligeledes brugt til tømmer i vandmøller grundet dets store fugtbestandighed, som forhindrer, at det rådner. I nyere tid er der importeret tømmer fra fjernere verdensdele til Danmark. I 1800-tallet medbragte skibe på vej fra Amerika ofte douglasgran - også kaldet Oregon pine - i ballast, og dette træ importeres stadig i et vist omfang. Det er ingen fyr, så betegnelsen douglasfyr, som man jævnligt hører, er fejlagtig. Douglasgran har kæmpevækst med ret hårdt, stærkt og ligevokset ved; farven er gullig, og årringene rødbrune. Det ridser og revner let, og svindet er forholdsvis stort.