
Co-udvikling med Topdahl: Digital brandteknisk inspektionsrapport med ejendom.com
Vi er glade for at kunne annoncere, at ejendom.com indgår et co-udviklingssamarbejde med Topdahl om udviklingen af en digital løsning til brandtekniske inspektioner.
En brandteknisk inspektionsrapport udarbejdes med det formål at give bygningsejeren et overblik over ejendommens brandtekniske tilstand og nødvendige udbedringstiltag. Rapporten er udarbejdet på grundlag af udført eftersyn af ejendommens synlige og tilgængelige bygningsdele samt foretaget stikprøvevis registrering af boligerne. Derudover gennemgås byggesagsarkivet for den pågældende ejendom, for at få et overblik over hvad de eksisterende lovlige forhold er på ejendommen vedrørende brandforhold.
Brandsikring er en vigtig del af bygnings- og personsikkerheden i bygninger. Det er derfor vigtigt at være opdateret på ejendommens brandtekniske sammensætning, så man som bygherre er ordentligt klædt på, hvis der skal foretages ændringer ved ejendommen som f.eks. etablering af tagboliger, sammenlægning af lejligheder, etablering af altaner eller ændre anvendelse af ejendommen fra erhverv til bolig eller lignende.
Hele processen - fra inspektion til en færdig rapport tager normalt 40-60 timer pr. ejendom, hvor en tredjedel af timeforbruget går til at indhente og indsamle data fra bl.a. byggesagsarkivet. Med den nye digitale løsning vil det blive muligt at standardisere, strukturere og dele brandinspektionsrapporter nemt og hurtigt. Dette vil under udarbejdelse af rapporterne betyde færre forbrugte timer pr. rapport, reducerer risikoen for fejl og vil være med til at implementere sammenspillet mellem kunstig intelligens og andre teknologier.
Partner og certificeret brandrådgiver, Kevin David Poulsen, Topdahl udtaler:
"Hos Topdahl mærker vi tydeligt det øgede fokus på brandsikkerhed i byggeriet. Efter en del markante brande specielt i københavnsområdet er der et klart større fokus fra bygningsejere om at have en klarhed omkring deres bygnings brandmæssige tilstand. Hvorefter man kan agere ud fra denne viden. Vi laver derfor løbende en del brandinspektioner af ejendomme og vi er overbeviste om at denne platform vil gøre rapporterne både nemmere at udføre og højne kvaliteten. Derudover bliver rapporten tilgængelig digitalt og dermed mere interaktivt og man har som bygningsejer altid adgang til rapporten.”
Samarbejdet indebærer, at ejendom.com udvikler løsningen i tæt samarbejde med erfarne fagfolk hos Topdahl. Det sikrer, at funktionaliteten matcher de reelle behov og udfordringer inden for brandområdet samt hos byggetekniske professionelle. I den forbindelse udtaler ejendom.coms administrerende direktør, Tomas Zhang Mathiesen, følgende om samarbejdet:
"Det er særligt motiverende, at vi ikke kun udvikler for vores kunder, men også sammen med dem. Når de bidrager med deres viden, og vi i fællesskab skaber løsninger, opstår der reelt værdi for begge parter og ejendomsejerne."
OM TOPDAHL
Hos Topdahl råder de over dygtige og kompetente brandrådgivere samt certificerede brandrådgivere i brandklasse 2 (BK2). De har mange års erfaring med alle byggeriets aspekter. Topdahl arbejder primært med den eksisterende bygningsmasse, og deres brandrådgivere arbejder som en integreret del af den øvrige rådgivningsproces og som selvstændig ydelse.
De besidder høj fagteknisk viden om, hvordan byggeri lovmæssigt brandsikres bedst muligt samt med bygbare løsninger. Dette indebærer brandrådgivning for byggeri, der er placeret i brandklasse 1-2. Derudover tilbyder de også brandrådgivning i brandklasse 3/4 (BK3/BK4), som udføres med deres samarbejdspartnere.


